I hope you enjoy this blog post.

If you want us to appraise your luxury watch, painting, classic car or jewellery for a loan, click here.

Pablo Picasso: I lyset af den rekordstore auktion over “Women Of Algiers

Table of Contents

“Maler er en blind mands erhverv. Han maler ikke, hvad han ser, men hvad han føler, hvad han fortæller sig selv om det, han har set.”

Pablo Picasso

Før perioden 1954-1963 havde Pablo Picasso oplevet et langt liv med kunstneriske udtryk, og hans værk udviklede sig konstant gennem den blå og den rosa periode. Hans senere mesterskab i kubismen ville være et vidnesbyrd om hans genialitet som maler, der skabte levn fra menneskeheden, der udstråler tidløshed, sjældenhed og æteriskhed. For dem, der symboliserer en erhvervelse, der ikke er kort af absolut, i dagens verden – i forbindelse med ressourcer og rigdom – vil stræbe, ofre og lægge alt frem for at indsamle det, som hans hånd har produceret.

En mægler for verden

Hans værker pryder skulpturer og bygninger i hele Barcelona, Spanien, det land, hvor han blev født. Hans ethos’ og følelser er stadig allestedsnærværende i kunstteorien, hvor skoler og gymnasier underviser i hans følsomhed som et mandat. De lærde vil senere dedikere deres liv til at studere og naturligvis på deres egen måde efterligne og forhandle verden – gennem kunst – som han gjorde. Mens rundvisere fortæller om hans lære og viser hans værker, er hans skulpturer sammenflettet med Dalis værker nær stranden. Mens Museu Picasso repræsenterer en energisk og solid indkapsling og udødeliggørelse af hans værker.

Friser af Pablo Picasso, Katedralpladsen, Barcelona, Catalonien, Spanien. Cataloniens Arkitektskole.

Pablo Picasso – “Guitarist

I den indledende periode forsøgte Picasso at fremstille flere variationer af gamle mestermalerier, herunder omarbejdninger af Edouard Manets “Frokost på græsset”, Diego Velazquez’ “La Meninas” og Jocques-Louis Davids (1748-1825) “The Rape of the Sabine Women”. Det første af disse værker var dog Eugene Delacroix’ (1798-1863) Women of Algiers (1834), producerede Picasso 15 oliebaserede værker på et tidspunkt, der beskrives som en “hektisk aktivitetsperiode” i vinteren 1954-55.

Picassos Women Of Algiers sælges for rekordhøje 179,4 mio. dollars (113,9 mio. pund) på auktion

Den samtidige kritiker Étienne-Joseph-Théophile Thoré beskrev det originale Women Of Algiers med stor følelsesmæssig samhørighed og ærbødighed over for kunstneren. Han beskrev maleriet ved at sige:

“Dette er det rolige og kontemplative liv i Orienten… Ingen tvivl om at disse kvinder har drukket opium eller hash. Ingen tvivl om, at de indvendigt bedrager sig selv med en eller anden drøm om profeten; men dette påvirker ikke noget udenfor dem, bortset fra luften af parfume, der omgiver deres vellystige kroppe” Theophile Thore^19. århundrede.

Kunsten som en handelsvare

Picassos senere nyfortolkning af dette værk blev for nylig solgt på en Christies-auktion for 179,4 millioner dollars (113,9 £). Nu viser dette salg på facaden en stor ærbødighed over for kunsten foran dem. Så meget, at de er villige til at bruge over 100 millioner pund på et enkelt kunstværk, et beløb, der er en disponibel indkomst, som kun er forbeholdt verdens superrige elite med penge fra oligarki, plutokrati, energi eller andre pengeproducerende globale konglomerater. Det rejser selv kunstneriske spørgsmål: Hvorfor fortjener folk med den største rigdom noget, der er født af det stik modsatte? Af følelser, af strid og af et normalt menneske.

Kvinderne fra Algier: Picasso’s fortolkning af en klassiker

kunst berømthed

Dette er kunstens placering i det^21. århundrede. Vi vil betale meget for noget, der taler følelsesmæssigt til os som mennesker, der forhandler om et overbefolket og meget ulige samfund, som vi lever i. Hvordan kan noget så rent blive så plettet af kapitalistisk, individualistisk forbrug? Det er en holdning, der er forbeholdt kunst- og kulturkommentatorer, ikke NBSP.

Men én ting kan man uden forbehold sige. Kunst er en selvstændig vare på det globale marked, som er indviklet i alle aspekter af berømthed (kunstnere som berømthed), udveksling, lighed og selve kunstens essens, som er udtryk for menneskelige følelser.

Pablo Picasso – Ambroise Vollard 1915

Som en journalist udbryder, vil denne rekord måske ikke blive slået før om et årti, mens han reflekterer over nogle af de dyreste kunstværker i vores postmoderne, digitale tid. Ligesom i Piccasos kærlighedsforhold må vi håbe, at salget af kunst er rigeligt, men at det ikke bliver en vild kommercialisering og sensationalisering, indtil vi glemmer selve kunstens betydning, og vi selv bliver et kunstværk, der symboliserer tab, fejl, passivitet, grådighed og løsrivelse. Når alt kommer til alt, som en journalist på Independent siger, er The Women of Algiers langt fra Picassos bedste værk, det er simpelthen, og uden skam, på grund af smart PR-taktikker, hvad fortæller det dig om vores moderne kunstmarked og den digitale tidsalder?