I hope you enjoy this blog post.

If you want us to appraise your luxury watch, painting, classic car or jewellery for a loan, click here.

Kunst og politik: forbindelsen mellem de to i 2022

Når vi tænker på kunst og politik, er politiske kunstværker og malerier på mange måder deres egen form for aktivisme. De repræsenterer nemlig et budskab, der er portrætteret på en scene, og som afspejler beskuerens egne idéer, meninger eller syn på verden. Hvor Martin Luther engang trykte og naglede en proklamation, der ændrede den religiøse verden, er det stadig dybt ind i vores samfund, at sættetryk påvirker vores samfund. Vi overvejede først forbindelsen mellem kunst og politik i 2018, da Design Museum i London satte sig det ambitiøse mål at udforske dette forhold i en tre måneder lang udstilling med titlen From Hope to Nope, hvor de dissekerede og udforskede den politiske indflydelse af grafisk design, malerier og kunst generelt.

Som en skelsættende begivenhed i udforskningen af forholdet mellem kunst og politik vil vi starte med en kort diskussion af udstillingen “Hope to Nope” fra 2018, efterfulgt af en diskussion om virkningen af politiske kunstværker og malerier gennem tiden i forskellige imperier. Endelig vil vi diskutere de nuværende tendenser med at portrættere berømtheder i forskellige værker, og vi vil forsøge at vurdere værdien af denne kunst gennem det superpopulære eksempel Trump Art!

Lad os gå i gang uden videre!

Table of Contents

Hope to Nope-udstilling, 2018

Visuel kommunikation i politik

Udstillingerne i denne dristige og markante kunstsamling dækker vigtige politiske begivenheder fra det globale finanskrak i begyndelsen af 2000’erne til Brexit og Trump, via de idédrevne revolutioner i ISIS og det arabiske forår. Samlingerne behandlede grafisk design som en forandringsagent og tog hensyn til den måde, hvorpå denne form har udfordret og påvirket vigtige politiske øjeblikke. Den brugte visuel kommunikation som en linse til at fokusere på indflydelsen på holdninger og debat i vores samfund gennem politisk kunst og malerier af en række højtprofilerede og amatørdesignere. Endelig udforskede den den form, kunst og strategi, der former den politik, vi ser hver dag. Og hvordan det præger vores tankegang.

Udstillingens kurator Margaret Cubbage forklarede i et interview, som vi så kort tid efter, at hun mente, at den konstante brug af medier og sociale netværksplatforme betød, at folk er mere politisk bevidste. Hun mener, at de sociale medier giver folk en umiddelbar platform, hvor de kan give deres mening til kende – den samme platform, som politikerne bruger til at formidle aktuelle sager. Denne dialog kan være mere fremherskende end vores egne interaktioner og kommunikation. Uanset om du ønsker at deltage eller ej, vil beskederne dukke op i vores nyhedsfeed.”

Hundredvis af kunstudstillinger fortæller historien om politiske forandringer og fremskridt

De besøgende på udstillingen nød en rejse gennem plakaterne fra Occupy Wall Street, forbi den lyse og fredelige aktivisme fra Hong Kongs paraplyrevolution og videre gennem Sao Paulos gader. Arrangørerne samlede over 160 genstande, der gav et budskab om billeder og idéer. De tvang os også til at overveje samtaler med politiske ledere.

Udstillingen udforskede både traditionelle og nye former for grafisk design, fra protestplakater, kunst og malerier til memes, der deles på sociale medier, og behandlede polariseringen af politik og de globale reaktioner mod det etablerede system. Den udforskede tanken om, at der i samfundet er et voksende behov for kunst, der er repræsentativ og nyttig. Kunstnerisk aktivisme aktiverer og engagerer folk på en visuel måde for at udbrede forståelsen af realiteterne i vores samfund og økonomi under forandring.

De sociale medier har haft en enorm indflydelse på den politiske tænkning

Cubbage bemærkede også, at internettets rolle i forbindelse med den brede formidling har gjort det sidste årti så anderledes med hensyn til visuel politisk kommunikation. Designere og designere ved, at deres arbejde har potentiale til at rejse rundt i hele verden, så billederne er omhyggeligt skabt på en måde, der berører et bestemt publikum. F.eks. undergravning af populære ungdomsmærker af Jeremy Corbyn-tilhængere. De tog Nike-logoet og gjorde det til deres eget.

Udstillingerne i Designmuseets udstilling præsenterede kunst som repræsentation af politisk uretfærdighed og som opbygger af politisk fællesskab samt som kimen til politiske alternativer. Og der er interessante muligheder for at udforske disse idéer. Kunstnerisk aktivisme er blevet et yndet tema i kunstverdenen i de seneste politiske og økonomiske kriser.

Kunstnerne er ofte berøringspapiret for et samfunds reaktioner

Det skyldes, at kunstnere altid har været hurtige til at reagere og legemliggøre en idé, en følelse eller en følelse. På Tahrir- eller Maidan-pladsen, hvor kunstnerne står op imod Kremls magt, taler de på vegne af deres publikum og deres folk. Det er den idé, som Design Museum udforskede, og som har gjort os nysgerrige på at undersøge idéen lidt nærmere. Hvad er forbindelsen mellem kunst og politik, og hvordan afspejler eller ødelægger den vores politiske status quo? Nogle af udstillingens udsagn var meget klare om, hvor de stod. Andre var mere subtile, idet de opfordrede folk til stille og roligt og snedigt at kritisere vores accept af standarden. De flyttede vægten fra det, som kunstværket præsenterer, til hvordan det påvirker vores eget liv.

Kuratorens eget yndlingseksempel på grafisk design som politisk kunst er typografien “Newborn” i Pristina i Serbien, som blev afsløret den dag, hvor landet erklærede sig uafhængigt. Det bliver malet om den 17. februar hvert år for at minde om landets årsdag og er et modigt, bogstavbetonet budskab til verden. Det er en fest og et vartegn, som folk kan samles omkring. Det er næsten indsigtsfuldt i forhold til det, som denne udstilling forsøger at være. Det er et samlingspunkt. En tid til eftertanke. Hvad præger den måde, vi tænker på? Og hvordan ændrer disse påvirkninger sig?

Den ubrydelige forbindelse mellem politisk protest og kunst

Gennem en stor del af den moderne historie har kunsten været et vigtigt middel til at protestere mod uretfærdighed og undertrykkelse. På grund af protestkunstens mål, nemlig at skabe kontakt til offentligheden og skabe samfundsmæssige forandringer, findes den ofte uden for de typiske steder, hvor man forventer at finde kunst, f.eks. i et galleri. I stedet ses politiske kunstværker og protestkunst oftere på gaderne og i nyere tid på internettet og de sociale medier.

I Storbritannien har en af landets mest succesfulde politiske kunstnere i de seneste år konsekvent haft et politisk budskab bag sine værker. Banksy eksploderede på gadekunstscenen i Bristol med en række politisk ladede stencils, som snart begyndte at dukke op i større byer rundt om i verden. Banksys måske mest politisk ladede værk var hans udsmykning af den kontroversielle mur på Vestbredden, der adskiller Israel og Palæstina.

På trods af dette er Storbritannien ikke det mest fremtrædende land, når det gælder politisk kunst. Nedenfor vil jeg diskutere tre lande med en stærk kultur for politisk kunst

DE FORENEDE STATER

I en tid med stor usikkerhed i den vestlige verden, hvor gamle politiske etablissementer rystes af populismen i forbindelse med Brexit og Donald Trump, kan vi se en stigning i mængden af politisk kunst og malerier. Siden Trumps (nu) forlængst glemte indsættelse har hans drakoniske indvandringspolitik og hans stålsatte kontrol med den information, der strømmer ud af hans administration, ført til frygt for, at han kunne udvande stærke amerikanske værdier som ytringsfrihed og ytringsfrihed. Nogle kommentatorer gik endda så langt som til at kalde Trump for “fascist”.

Men det faktum, at ytringsfriheden er mere lovfæstet i Vesten, betyder, at politisk kunst og protestkunst er mindre radikal. Mens nogle politiske kunstværker bliver berømte og bemærkelsesværdige, som f.eks. Shepard Faireys stencilportræt af Barack Obama med titlen “Hope“, findes den mest interessante politiske kunst i lande med mindre gode resultater på menneskerettighedsområdet.

RUSLAND

Protestkunstnerne Pussy Riot på den Røde Plads i Moskva.

De russiske politiske kunstnere, der er mest kendt i udlandet, er Pussy Riot, et kvindeligt punkband, der blev dannet i Moskva for at protestere mod autoritære og patriarkalske forhold i Rusland. I stedet for at optræde på traditionelle spillesteder giver bandet uautoriserede optrædener på offentlige steder, klædt i farvestrålende balaclavaer. Deres mest berømte optræden fandt sted i Kristus Frelser-katedralen i Moskva, hvor de protesterede mod Vladimir Putin, som de mener er en diktator. Myndighederne arresterede dem hurtigt, og de tilbragte lang tid i fængsel for deres handlinger, hvilket kun gav yderligere næring til deres sag og idealer.

Efter anholdelsen af Pussy Riot reagerede den politiske kunstner og aktivist Petr Pavlensky ved at sy sin mund sammen og stå uden for en katedral i Sankt Petersborg med en plakat til støtte for bandet. I de efterfølgende år har Pavlensky etableret sig som en fremtrædende politisk anti-regeringskunstner, der bruger selvskade til at repræsentere undertrykkelsen af den russiske stat.

CHINA

Ai Weiweis protestkunst, der viser hans fængsling.

Den absolut mest berømte kunstner i Kina i dag – politisk eller på anden vis – er Ai Weiwei, der er født i Beijing, og hvis kunstværker er rettet mod undertrykkelsen og censuren fra den kinesiske regering. Weiwei er en anomali i det kinesiske samfund, idet han rutinemæssigt slipper af sted med at kritisere regeringen, hvor andre ikke må. Hans anholdelse og efterfølgende fængsling i 2011 viste imidlertid, at han ikke var usårlig, og mange kommentatorer bemærkede, at hans fængsling kan have været politisk motiveret på grund af de forbindelser, der konsekvent er blevet knyttet mellem kunst og politik i Kina.

I kølvandet på sin anholdelse har mange af Weiweis politiske kunstværker refereret til regeringens anholdelse og overvågning af ham, og hans kunstværker er blevet mere politiske som følge heraf. Gennem skulpturer og dokumentarfilm er Weiwei blevet en højlydt kritiker af sit lands undertrykkende regering.

Ligesom i Rusland er politisk kunst i Kina forbundet med truslen om fængsling. Det er netop denne autoritarisme, der gør protestkunst til en så vigtig og modig handling. I disse usikre tider bliver det interessant at se, hvordan protestkunsten, den politiske kunst og maleriet generelt udvikler sig i USA og Europa.

Værdiskabende eller bare en masse varm luft? Et casestudie og en debat om Trump-kunst

Trump har været en uendelig kilde til fascination for den seende verden, mens valgkampen har udviklet sig, hvilket har fået mange til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan han er nået så langt, som han er nået.

For at gøre en lang historie kort: Trump er en kontroversiel person, og han har altid stået i centrum for en af de mest overvågede begivenheder i global politik. Der er blevet skrevet meget om de virkninger, som Trumps præsidentkampagne – og Trumps præsidentperiode – har haft på USA og verden som helhed. Der er dog ikke blevet skrevet meget om den bizarre indvirkning, som Trump har på kunstverdenen.

Selvfølgelig har politik og kunst været kendt for at blive blandet sammen tidligere. Et særligt eksempel er Shepard Faireys nu berømte stencilportræt af den amerikanske senator Barack Obama fra 2008, hvor ordet “HOPE” er påført. Billedet blev efterfølgende et af de vigtigste billeder af Obamas i sidste ende vellykkede præsidentkampagne. Men de politiske kunstværker, der afbilder Trump, er interessante og uden fortilfælde, fordi de næsten udelukkende er negative.

UFLATTERENDE PORTRÆTTERINGER

Efterhånden som Trumps præsidentkampagne har taget fart, har en række kunstnere forsøgt at afbilde ham i deres politiske kunst og malerier, ofte på en lidet flatterende måde. I begyndelsen af 2016, da Trumps præsidentkampagne begyndte at tage fart, malede den Los Angeles-baserede kunstner Ilma Gore en nøgenbillede af Trump med titlen “Make America Great Again”, som senere blev vurderet til 1 million pund. Værket blev yderligere berygtet, da kunstneren blev truet med en retssag, og da der kom rapporter frem om, at kunstneren var blevet overfaldet af en Trump-tilhænger. Der blev angiveligt afgivet en række sekscifrede bud på det politiske kunstværk, men ingen matchede den syvcifrede pris, så maleriet er endnu ikke solgt.

Måske inspireret af Gores værk lavede en gruppe kunstnere ved navn INDECLINE en statue af Trump, som de placerede på Union Square, et travlt område i Manhattans centrum, som er præsidentens hjemby. Der blev også opstillet andre statuer i andre byer i USA. Den var klart mere karikeret end Ilma Gores artikel, men den var lige så lidt smigrende. Værket holdt to timer, før det blev fjernet af byens parkafdeling. Med tungen solidt plantet i kinden fortalte de pressen, at “NYC Parks er stærkt imod enhver uautoriseret rejsning i byens parker, uanset hvor lille den er.” Dette politiske kunstværk er formentlig blevet ødelagt af New York, men hvis det blev genfundet, ville det helt sikkert kunne indbringe et pænt beløb på auktion.

Et andet eksempel er den britiske kunstner Alison Jackson, der hyrede en Donald Trump-imitation og iscenesatte adskillige billeder for at indfange sit indtryk af, hvordan hans liv bag lukkede døre ser ud. Det er ikke overraskende, at penge og letpåklædte kvinder spiller en stor rolle. Et særligt politisk kunstværk med titlen “Trump Money” blev vurderet til 6.000-8.000 dollars og solgt den^2. november 2016, mindre end en uge før valgdagen.

MEN ER TRUMP-KUNST VÆRDIFULD?

Som al god politisk kunst og alle gode malerier skaber disse værker samtale; ved at vise Trump i et negativt lys åbner de op for diskussioner om forretningsmogulens karakter og hans egnethed som præsident. Desuden kan nogle af dem være rigtig sjove. Det er meget sjovt at portrættere Trump på en karikeret måde, og det er noget, som mange af hans modstandere har glædet sig over; Gores politiske kunstværk, som blev omtalt tidligere, var et viralt hit blandt Hillary-tilhængere og blev udbredt på Facebook og Twitter kort tid efter afsløringen.

I det lange løb vurderer vi dog, at mange af disse politiske kunstværker vil ende med en værdi, der svarer til langt de fleste af de kommentarer, der kommer ud af Donald Trumps mund: ingenting. Vi kan ikke forestille os, at disse politiske kunstværker vil være eftertragtede af samlere om ti år.

De politiske kunstnere, der skaber disse værker, handler inden for en bestemt kontekst; de skaber kunst i et forsøg på at bringe en wannabe-politiker, som de grundlæggende er uenige med, i forlegenhed eller i miskredit. Politiske kunstværker og malerier som dette kræver en kontekst for at have en virkning på beskueren, så da Donald Trumps præsidentperiode var overstået, var konteksten tabt.

Vores luksuslånsbutik i London, Bond Street, tilbyder øjeblikkelig kredit med minimalt papirarbejde samt specialiseret rådgivning hele vejen igennem. Blandt de mange kunstnere, vi låner ud til, kan nævnes Andy Warhol, Bernard Buffet, Damien Hirst, David Hockney, Marc Chagall, Raoul Duffy, Sean Scully, Tom Wesselmann, Tracey Emin, Banksy og Roy Lichtenstein for blot at nævne nogle få.